Michael Vestby Frank har siden august 2022 været ansat som lærling i Svejsehusets serviceafdeling. Hans vej til elektronikfagteknikerfaget har ikke været den klassiske. Han har været gennem forskellige håndværksmæssige fag, været på havet og taget en handelsuddannelse med speciale i salg. Sidstnævnte gav ham et job med alt for stort arbejdspres, og han blev tvunget til at starte på en frisk.
”Jeg havde ikke haft meget tid til mig selv, men kom så på den ide at kombinere job med hobby,” siger Michael og fortsætter:
”Det har altid været min interesse at lege med elektronik. At skille ting ad, samle dem og få dem til at virke. Så jeg tænkte at den her uddannelse kunne være en god kombi af interesse og job,” siger Michael.
Han snusede først til elektrikeruddannelsen, men fandt ud af, at der ikke var nok elektronik i det for ham. Så tog han skridtet videre til Elektronikfagtekniker.
”Nu bruger jeg den viden, jeg har fra at reparere telefoner, konsoller og så videre for andre på hobbybasis, som en del af min uddannelse,” siger han.
Michael står lige nu i Svejsehusets serviceafdeling ved en lang række interfaces med små ledninger stikkende ud i alle regnbuens farver. Der er gået sport i at lave dem klar så hurtigt som muligt, og han har allerede fået indført forskellige ændringer på dem. Små justeringer, som optimerer både produktet og klargøringsprocessen.
"Jeg synes, det er fedt at være her, fordi jeg får så meget ansvar. Der sker noget hele tiden, og man er 'på' på alle fronter,” siger Michael.
”Jeg kan godt lide at være her, fordi jeg - i modsætning til andre, mere specialiserede steder - får lov at være en del af hele processen. Jeg er med til både ideudvikling og opbygningen,” siger Michael.
Svejsemaskiner og laserskærere
En af de første opgaver i Michaels læretid var at samle og klargøre svejsemaskiner. En opgave, der har været en god indgangsvinkel til svejsefaget:
”Jeg startede med at samle og klargøre svejsemaskinerne og lære opbygningen af dem at kende. Det er rigtig godt, for man skal ikke kun have forståelsen for elektronikken, men også for svejsefaget,” siger Michael.
Michael i gang med at opsætte en fiberlaserskærer hos en kunde.
Michael har også allerede haft en vigtig rolle i opsætningen af Svejsehusets laserskærere ude hos forskellige kunder. Han er startet med det manuelle arbejde på de store skæremaskiner og er nu, sideløbende med andre opgaver, ved at blive lært op i den tekniske del af det. Noget som igen fanger elektroniknørdens interesse:
”Jeg glæder mig så meget til, at vi skal i gang med at sætte laserskærere op med den nye laserscanning-teknologi. Jeg forsøger at tillære mig så meget så muligt, og jeg glæder mig også til kunne bidrage med min viden den anden vej,” siger Michael.
Michael er 36 år og bor i Tilst med sin hustru, 6 børn - og en hund 🐶
En af Michaels første opgaver som ansat i serviceafdelingen var at klargøre svejsemaskiner til levering – og samtidig vise det frem foran et kamera.