Orbitalsvejsning hos Beritech Manufacturing: “Det er nærmest en ekstra mand”
af Lene Børgesen, dato Feb 9, 2022 10:47:06 AM
Jonas Hjardemaal, teamleder for svejseafdelingen i Beritech Manufacturing, ser på resultatet af orbitalsvejsningen.
Beritech Manufacturing i Aalborg Øst har det seneste år effektiviseret svejsningen af rør med en orbitalsvejser. Det har speedet svejseprocessen op, og resultaterne er ensartede og af høj kvalitet.
Det summer af aktivitet i de store svejsehaller hos Beritech Manufacturing i Aalborg Øst. Jonas Hjardemaal, teamleder for svejseafdelingen tager imod ved en af firmaets orbitalsvejsere. Den fylder ikke meget på bordets kant, men har gjort en stor forskel for virksomheden.
Orbitalsvejseren fra Orbitalum med et kabelrør monteret i svejsehovedet. Svejsehovedet er her monteret til arbejdsbordets kant.
Lige nu er orbitalsvejseren i gang med kabelrør. Dem kan Jonas let have 500 stk. af på sit arbejdsbord om året. Rør, som alle blev svejset i hånden før.
Nu bliver de monteret i svejsehovedet, og maskinen klarer arbejdet. Imens har Jonas tid til andre opgaver.
“Det går meget hurtigere. Jeg kan stå ved siden af og hæfte op, mens maskinen kører. Det passer cirka med svejsetiden. Så det er nærmest en ekstra mand,” siger Jonas Hjardemaal.
Lars Jakobsen fra Svejsehuset og Jonas Hjardemaal fra Beritech Manufacturing i fuld koncentration med justering af orbitalsvejseren.
Hurtighed og præcison - og let at indstille
Selve svejsetiden på det 60,3 x 1,2 mm rør er under tre minutter. Foruden optimering af arbejdstiden har orbitalsvejsning også kvalitetsmæssige fordele. Når et valgt program køres på en lang række af emner, er man garanteret, at kvaliteten bliver det samme hver gang.
Og det er afgørende for de resultater, Jonas og hans afdeling skal levere - denne gang til et mejeri:
“Du får ensartet svejsning. Der skal svejses med fuld gennembrænding, fordi det er til fødevarer,” siger han.
Orbitalsvejseren har forudindstillede programmer, der sikrer ensartede svejseresultater hver gang.
Kabelrøret er her svejset med fuld gennembrænding, så det kan leve op til fødevareindustriens høje krav.
Og det kan orbitalsvejseren levere. Maskinen har alle svejseprogrammer i sig fra start, så Jonas skal kun indstille tre ting, inden han trykker på startknappen: Rørets diameter, godstykkelsen og så hvilken svejsegas, der skal bruges. Når de tre ting er valgt, regner maskinen selv resten ud.
Orbitalsvejsemaskinen er let at indstille - for hver svejsning skal der kun tages stilling til tre ting: Rørets diameter, godstykkelse og gastype - så regner maskinen selv resten ud.
Jonas monterer et rør i svejsehovedet, sætter tangen på og starter svejsningen på maskinen. Man bemærker ikke rigtig, at den er i gang, hvilket også adskiller orbitalsvejsningen betydeligt fra traditionelt svejsearbejde.
“Det er noget helt andet. Der er ingen lys og ingen røg,” siger han.
Man skal kigge godt efter for at bemærke, at svejsningen er i gang. Her fornemmer man svagt det blå lys. Med orbitalsvejsemaskinen er der ingen larm, røg eller lys, så arbejdsmiljøet er i top.
Brug for mere viden om orbitalsvejsning? Tøv ikke med at kontakte Lars - han er Svejsehusets ekspert på området
Lars Jakobsen, +45 2961 0676 - LJ@svejsehuset.dk
Orbitalsvejseren fra Orbitalum består af svejsemaskine, svejsehoved og svejsekæber. Du kan mere om detaljerne i vores blogindlæg om det her.